BESØG OS NÅR DET PASSER DIG!

Har du lyst til at opleve Rebild Efterskole? – Du kan altid komme på besøg!

Det siger eleverne

DANIEL – GÅR PÅ FODBOLDLINJEN

At være elev på Rebild Efterskole er helt specielt. Det er en mulighed, som jeg er meget taknemmelig for at have fået. Jeg har mødt nye kammerater og fået venskaber af et helt unikt bånd. Jeg er enorm glad for de mange sportsmuligheder. Udfoldelsen i disse praktiske timer gjorde det meget nemt at finde venner og kammerater i starten. At vide hvor de andre står og at have fælles interesser er vigtigt for et venskab. Et år på efterskole giver dig mulighed for at møde og omgås mange mennesker, da der er så mange ting at være fælles om.

At sidde i timerne på skolen er også helt anderledes. Timerne bliver interessante, når man er sammen med de andre, og man lærer meget uden at tænke over det. Gruppearbejde i klasserne giver også mulighed for at være fælles om noget helt andet og løse problemstillinger – sammen.

I husene er vi som en stor familie. Vi pjatter og hygger, men er også alvorlige og omsorgsfulde, når det er det der er brug for. Vi sidder ofte inde på hinandens værelser og spiller computer eller snakker. Der skabes også en hverdag sammen i husene, når man i fællesskab sætter nogle regler for hverdagen i huset. Dette styrker også venskaberne.

På fodboldlinjen er vi samlet som et hold. Holdet fungerer ikke, hvis et par stykker er skadet eller ikke dukker op. Derfor er vi meget afhængige af hinanden på holdet. Til fodbold bliver vi også rustet sammen. Tillidsprøver og andre problemstillinger er med til at træne os i at løse problemer som et hold og stole på hinanden – altså netop de ting, som man kan forvente af en medspiller på banen.

CHRISTIAN – GÅR PÅ ADVENTURELINJEN

Morgenen

Hverdagen på RE er meget forskellig. Selvfølgelig er der ens spisetider, timer og sengetider, men alt derimellem er meget forskelligt. Morgenen starter med det obligatoriske morgenløb, som stort set ingen holder af, men formen skal jo holdes. 

Her i år bruges det også som et slags styrkebillede mellem husene, i hvert fald for det vindende hus. Morgenmaden bagefter er god og solid, så man kan stå imod dagens udfordringer. Så er man klar til første time.

Valgfag

I løbet er ugen er der flere forskellige valgfag, og man kan komme med forslag, hvis der er noget man gerne vil have, hvilket mange synes er fedt. Vi er flere, som holder af mountainbike. Før jeg kom her, spillede jeg meget håndbold, men havde aldrig taget en tur i skoven. Nu vil jeg ønske det var omvendt. At drøne ud i skoven på de små stier med skarpe sving, stejle bakker og vilde nedkørsler er noget, som tiltaler mig og de venner, jeg har fået her, meget. Nogle gange har jeg bare lyst til at råbe “Wuhu” lige inden en nedkørsel, og det hænder da også en gang i mellem, jeg gør det.

Stemningen på valgfagsholdet er fed, og læreren, Harald, bidrager også meget til det. Det er med at psyke hinanden for sjov og snakke om udstyr og teknik. Vi har også været til et enkelt løb, det var en fed følelse. En følelse af, at skolen har hjulpet mig til at gøre noget, jeg ikke kunne gøre selv derhjemme. En følelse af noget nyt og spændende, som kun er startet, takke være RE.

Aftenen

Aftenen i huset er for mig meget spændende. Selv om mange er trætte, er humøret altid højt, og der bliver altid lavet sjov med et eller andet. Det kan være at forskrække læreren, som kommer og siger godnat, slås eller lave sjov med hinanden. Aftenen i huset er også der, hvor man rigtig har mulighed for at snakke om mange ting indbyrdes, uden at lærerne har brug for at høre det.

LINJEFAG - ADVENTURE

Personligt glæder jeg mig altid til linjefag, og det ved jeg, at der også er mange andre, der gør. Adventure er meget forskelligt, men vi er altid udenfor, uanset vejr. Jeg er normalt ikke den, som er udenfor i alt slags vejr, men jeg ser dette som en mulighed for at lave om på det. Det er fedt at klatre og lære at sikre, at cykle mountainbike, lave og deltage i adventureløb, og der kommer mere, som jeg ikke har prøvet endnu. Blandt andet skal vi ud at vinterbade, noget som jeg ikke har prøvet før, men nu har jeg endelig muligheden. Vi er også på nogle ture.

Den sjoveste var DIY-turen. Do It Yourself. Vi blev kørt ud i skoven, delt ind i nogle grupper, og blev sat af med forsyninger og telt. Opgaven lød så på at overleve, lave mad, sove i telt og komme hjem næste morgen. For mig var det en fed oplevelse og igen noget, jeg ikke har prøvet før, men jeg glædede mig til at prøve. Det var også en mulighed for at lære hinanden at kende meget bedre.

Musical
I november skulle vi fremføre en musical. Her kom mange på prøve og under pres. Der skulle bruges skuespillere, lyd- og lysfolk, kulissemagere, musikere og folk til at lave kostumer. Jeg føler klart, at vi som elevhold er blevet meget tættere bagefter. Specielt inden for de hold, vi var på. Man har også fundet ud af, hvem man kan sammen med, og hvem man ikke kan sammen med. Det er for mig meget positivt, for jeg har nogle stykker, som jeg føler mig meget tættere på.
Fællesskabet

Vi her på RE har et godt fællesskab. Vi er nogle små grupper, som går sammen, men det er langt fra kliker, så alle kan snakke med alle, hvilket jeg synes er meget dejligt. Jeg har allerede på de snart 4 måneder, vi har gået her, fået mig 3 tætte venner. Faktisk føler jeg mig tættere på dem, end jeg gjorde med mange af mine gamle venner. Det siger noget om, hvor meget man er sammen, og hvor meget man lærer om hinanden. 

Det er fedt at have nogle venner som støtter, hjælper og anerkender én for den, man er. Specielt anerkendelse betyder meget for mig. Alle starter fra det samme, så der er ingen, som kender én på forhånd, og ingen som har hørt om dig. Det er fedt, for så kan man gøre det indtryk, man vil og virkelig vise, hvem man er. Det er noget af det bedste ved at være på efterskole.

ANNE – GÅR PÅ FIT LIVING LINJEN

Rebild Efterskole har for mig været en af de bedste beslutninger, jeg har taget i mit liv. I hverdagene er der altid en dejlig stemning. Alle folk er glade og alle smiler. Allerede efter de første par dage har man fået nye venner, og selv om man kun har kendt personerne i et par dage, føles det som om man har kendt dem i flere år. Man kommer hurtigt ind på livet af folk, fordi man er sammen med dem HELE tiden.

Det at gå på efterskole er meget anderledes i forhold til en normal folkeskole. Men helt klart på den gode måde. Altså, du får meget mere ud af timerne, da man ikke er en lige så stor klasse som i folkeskolen, og jeg synes i hvert fald, at lærerne her på RE er ekstremt gode til at lære fra sig. Lærerne er gode til at få os til at arbejde sammen, og vi har alle fået et godt fællesskab. Jeg kan godt lide, at vi har en kontaktlærer, vi bruger vores kontaktlærer til lidt af hvert, men også til hvis man er ked af noget, eller hvis man bare har brug for at snakke. Det synes jeg er meget rart. 

Jeg ved ikke hvorfor, men man finder virkelig ud af, hvem man er her på efterskolen, og man får en masse selvtillid. Man lærer også at klare sig selv, man bliver nødt til at vænne sig til det med, at man ikke lige kan kalde på mor, når man har problemer. Jeg tror, det er sundt for alle at prøve at være lidt væk hjemmefra. Mit råd til alle ville være, ”tag på efterskole, du vil ikke fortryde det”.

Aftenen
Vi laver en masse forskellige ting, og der er altid en masse arrangementer. Om aftenen kan det være lærerne, men også eleverne der foreslår en aktivitet. Det kan være fodbold, badminton, håndbold i hallen eller airtracken, der bliver sat op. Der er nogle gange spilaftener eller pool turneringer. Nogle gange hvis vi keder os, går vi over i kreativ og tegner osv. eller går over i musik og hygger os.
Linjefag - Fit Living

Jeg har Fit Living som linjefag. Vi laver noget, hvor alle kan være med, både for nybegyndere og øvede. Og vi har også der en rigtig god lærer, som sørger for at alle er med og har det sjovt.

Musicalen
Jeg for at sige det rent ud elskede musical ugen. Det var vildt sjovt, og alle blev nødt til at arbejde sammen for at stykket kunne fungere. Man blev nødt til at kunne stole på, at folk gjorde deres bedste. Ingen tvivl om at det var hårdt, men hold da op, hvor var det også fedt! Også fordi det er så anderledes fra hvad man er vant til. Men helt klart en super fed oplevelse.

KOM PÅ BESØG NÅR DET PASSER DIG!

Vil du have venner og oplevelser for livet? Bliv elev på Rebild Efterskole og vi garanterer at du får et skoleår du sent vil glemme.

Bliv elev